NIF Fodbolds Historie
Klubhistorien (kort)
Selv om Næstved Idræts Forening (NIF), der er moderklubben bag Næstved Boldklub (fra oktober 1996), først blev stiftet 5. marts 1939, er Næstved allerede at finde i fodboldhistorien tilbage i starten af 1930’erne.
Dengang var det – ligesom i dag – som Næstved Boldklub. NIF er nemlig en sammenlægning af de to daværende klubber Næstved Idræts Klub og Næstved Boldklub, og det var sidstnævnte, som blandt andet opnåede en enkelt sæson i Mesterskabs-serien (dengang landets bedste fodboldrække) i sæsonen 1935-36. I sæsonerne 1940-41 til 1944-45 blev klubberne på grund af 2. verdenskrig inddelt geografisk og ikke efter styrke. Fra sæsonstarten 1945-46 indførtes 1., 2. og 3. division. Næstved blev placeret i 3. division og har lige siden været med i Danmarksturneringen (læs superliga- eller divisionsklub) med både op- og nedture som følge.
Fodbold har i mange år været “nationalsporten” i Næstved, og det skyldes selvfølgelig, at de “De Grønne”, som Næstved populært kaldes i fodboldverdenen, har leveret mange gode resultater. Gennem omkring 25 år var Næstved næsten fast inventar i Danmarks bedste fodboldrække, og som den eneste SBU-klub har Næstved haft plads i Danmarksturneringen uafbrudt siden 2. verdenskrig. Det sydsjællandske fodboldflagskib er seks gange sluttet blandt medaljevinderne. To gange sølv og fire gange bronze.
I 1980 var “De Grønne” med over 20.000 vidner på Næstved Stadion kun et par minutter fra DM-guldet. Foreløbig må Næstved nøjes med en DM-titel i indefodbold. I 1994 var Næstved repræsenteret i landspokalfinalen, og med opbakning fra 10.000 sydsjællændere var “De Grønne” tæt på at besejre Brøndby.
To år senere rykkede Næstved ud af Superligaen, og klubben oplevede i slutningen af 1990´erne en ubehagelig rutsjetur til bunden af 2. division. Næstved har dog “fundet sig selv igen” og opnår forhåbentlig i fremtiden igen en plads i landets bedste fodboldrække.
Kort om klubben
(kilde 70 år med de grønne)
Næstved Idræts Forening (NIF) blev som nævnt stiftet den 5. marts 1939, men fodboldhistorien i Næstved får meget længere tilbage. NIF kom således til verden, da Næstved Boldklub og Næstved Idræts Klub, som til tiden var voldsom på kant med hinanden, slog pjalterne sammen. Sidstnævnte er endda ikke engang byens største fodboldklub, for Næstved Idræts Klub så faktisk først selv dagens lys ved en fusion. Det var mellem Næstved Cricketklub og Arbejdernes Idrætsklub, er i 1902 begge var med til at stifte Sjællands Boldspil Union sammen med blot 8 andre klubber på Sjælland.
NIF’s første formand blev Wolmer Petersen.
Der henvises i øvrigt til bogen 70 år med “de grønne” (www.byhallgren.dk) af Jesper Hallgren for yderligere Næstved-historie og -statistik gennem tiderne.
Et par vigtige begivenheder skal dog nævnes her.
7. november 1971: oprykning til 1. division ved at spille 1-1 ude mod oprykningsrivalerne fra Horsens.
1978: Betalt fodbold indføres i Danmark og med et anpartsselskab, som har stiftende generalforsamling den 10. januar 1978, er Næstved en af landets 39 klubber, som fra starten hopper med på vognen med de nye tilstande. Den hidtidige fodboldformand Hans Eriksen bliver formand for den professionelle afdeling.
1986: på en stiftende generalforsamling den 22. december bliver det oprindelige anpartsselskab afløst af et nyt under navnet Næstved Prof. Fodbold ApS med Poul Steen som ny formand.
Bedste placeringer: Sølv 1980 og 1988 – Pokalturneringen: Finalist 1994, Semifinalist 1981
Hjemmebane: Næstved Stadion kapacitet 10.000 tilskuere (2.181 overdækkede siddepladser)
Tilskuerrekord på Næstved Stadion: 20.315 tilskuere mod KB den 16. november 1980
Største sejre: 11-1 på hjemmebane mod Sorø i 1944 11-1 på udebane mod Slagelse i 1950
Største nederlag: 0-9 på udebane mod OB i 1. division i 1998
Der henvises i øvrigt til bogen 70 år med “de grønne” (www.byhallgren.dk) af Jesper Hallgren for yderligere Næstved-historie og -statistik gennem tiderne.
Flest kampe
Frank Hougaard er med 507 kampe indehaver af klubkamprekorden i Næstved. Han indledte sin fodboldkarriere i naboklubben Herlufsholm (HG) og kom først til Næstved i en alder af 22 år. Frank Hougaard debuterede 14. maj 1986. Det var en udekamp mod AGF, der vandt 1-0, i 1. division, som dengang var landets bedste række, mens han – som 41-årig – spillede den sidste kamp på Næstveds 1. hold den 4. juni 2005 (nederlag på 3-4 ude mod Dalum i 1. division/næstbedste række).
Top 10-listen over flest kampe for Næstved ser således ud:
Navn |
Kampe | |
1 | Frank Hougaard | 507 |
2 | Mogens Hansen | 400 |
3 | Søren Juel | 369 |
4 | Torben Johansen | 355 |
5 | Joakim Normann | 320 |
6 | Alex Nielsen | 311 |
7 | Klaus Juliussen | 311 |
8 | Benny Jacobsen | 282 |
9 | Aage Hermansen | 277 |
10 | Poul Nielsen | 261 |
Sideløbende med den professionelle fodbold i Næstved har amatørfodbolden levet sit eget mere upåagtede liv.