Menu

Herlufsholm GF og Næstved IF Fodbold indgår historisk samarbejde

image
30. august 2022 kl. 18:00

Pressemeddelelse

Herlufsholm GF og Næstved IF Fodbold indgår historisk samarbejde

Efter lang tids tilløb er det nu endelig blevet en realitet. Byens to største fodboldklubber, Herlufsholm GF og Næstved IF, har netop sat underskriften på en samarbejdsaftale parterne imellem. Et samarbejde som på alle måder er et kæmpe skridt på vejen for fodbolden for alle børn og unge i byen – nu også på drengesiden.

I mange år var de to klubber konkurrenter. Man havde ikke dialog og man arbejdede i hver sin retning. Alt det er historie, nu er man blevet enige om at samarbejde, da det er den helt rigtige vej frem. Det vækker naturligvis stor glæde i begge klubber. Hos Herlufsholm GF siger Kim Stuhr Jensen: ”I HG er vores fokus at være en attraktiv klub for vores fodboldspillere. Hvis det skal være muligt, så skal vi også være en attraktiv klub for vores trænere og ledere. Samarbejdet med Næstved er et kvantespring frem. Nu kan vi tilbyde vores trænere et fagligt miljø med Næstveds dygtige trænere, herunder fælles træninger, kurser og trænermøder. Næstved IF er en licens klub. Det er Herlufsholm ikke. Med den udvikling der er sket indenfor bl.a. licenssystemet og talentarbejdet, så er det samarbejde, som tidligere var utænkeligt, i dag, helt naturligt. Vi glæder os enormt til det fremtidige samarbejde”.

Den samme store glæde er der hos Næstved IF. Sportschef Peter Dinesen sætter disse ord på den nye samarbejdsaftale: ”At byens to største klubber nu samarbejder, kommer til at give hele fodbolden i byen et kæmpe boost. Vi bliver alle bedre til det vi render rundt og laver i hverdagen, det hele til gavn for vores medlemmer. At vi nu kan have et formelt samarbejde på spillersiden og trænersiden giver os nogle store fordele i begge klubber. Vi kan fx nu være endnu skarpere på, hvor udviklingen for den enkelte spiller giver bedst mening og samtidig skabe udvikling og sparring mellem endnu flere trænere/ledere, det er helt fantastisk. Udover udvikling af spillere, så giver den nye aftale også mulighed for at udvikle begge klubber på træningsprogrammer og give vores medlemmer nogle flere oplevelser på tværs af klubberne. Vi er ovenud lykkelige for at denne aftale endelig er kommet i stand og at vi nu i årene frem går hånd i hånd. Vi vil hinanden det bedste og denne aftale kommer til at blive en kæmpe succes for begge parter”, slutter Sportschef Peter Dinesen.

 

På billedet ses Søren Olsen fra Herlufshom GF og Peter Dinesen fra Næstved IF

Luk